Se nederst på siden hvordan og hvornår du kan blive vaccineret mod COVID-19

GODT AT VIDE OM COVID-19-VACCINERNE

Foreløbigt har sundhedsmyndighederne godkendt to typer vacciner, som leveres til Danmark løbende. De godkendte vacciner beskytter op imod 95%.

Du skal vaccineres to gange for at opnå den bedste beskyttelse. Du får vaccinerne med ca. 3-6 ugers mellemrum. Det er den samme type vaccine du får begge gange.

Effekten af vaccinen starter 10- 14 dage efter 1. dosis. Indtil da, er man slet ikke beskyttet. Vaccinen er først fuldt effektiv (95%) ca. 7 dage efter 2. dosis (gælder vaccinen ”Comirnaty” fra Pfizer/BioNTech).

Det er vigtigt, at du stadig følger myndighedernes retningslinjer og anbefalinger om værnemidler, hygiejne, afstand m.m., selvom du er blevet vaccineret.

På den måde beskytter du både dig selv og dem, der ikke er vaccineret.

Bivirkninger ved vaccination mod COVID-19

Det er normalt at opleve rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet. Du kan også få træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser og let feber. Det er ikke ualmindeligt.

Disse bivirkninger går væk igen, og du behøver derfor ikke kontakte din læge.

Har du en kendt og svær allergi mod f.eks. lægemidler, bør du fortælle det til den, der vaccinerer dig inden du bliver vaccineret. Det er sjældent at nogen oplever alvorlige bivirkninger.